MÅL 05: LIGESTILLING MELLEM KØNNENE

Det skal vi have nået i 2030: I 2030 skal ingen piger og kvinder være udsat for diskrimination, vold og udnyttelse.

På mange måder er målet om ligestilling mellem kønnene et omdrejningspunkt for samtlige 17 mål. Det er nøglen til større økonomisk lighed, mere retfærdige institutioner, mindre fattigdom og sult, bedre sundhed og bedre job. Mindre umiddelbart indlysende er det måske, at det også er en af de mest effektive måder at bekæmpe klimaforandringer på.

Når kvinder får samme muligheder for at uddanne sig og tjene penge som mænd, og når de får lov at bestemme over deres egen krop, får de generelt færre og sundere børn, og det lavere fødselstal betyder blandt andet, at der vil være færre til at udlede klimagasser.

I dag har 35 procent af alle kvinder globalt oplevet fysisk eller seksuel vold inden for det seneste år. I Danmark er det ifølge tal fra Statens Institut for Folkesundhed knap 40.000 kvinder, som har oplevet fysisk vold fra en partner. Dertil kommer 20.000 mænd, som også har oplevet fysisk partnervold.

Foruden fysisk vold er der også psykisk vold, som er mere end dobbelt så almindelig, og som også først og fremmest rammer kvinder. Kvinder skal have samme ret som mænd til løn, formue, jord, ejendom og arv, og de skal have samme adgang som mænd til at påtage sig ledende stillinger inden for politik, erhvervsliv og organisationer.

Nye teknologier har potentialet til at løfte mange mennesker ud af fattigdom, men kvinderne har ikke samme adgang til teknologien som mænd. Det skal de have i 2030, og teknologien skal bruges til at fremme deres rettigheder og muligheder.