MÅL 01: AFSKAF FATTIGDOM

Det skal vi have nået i 2030: Ekstrem fattigdom skal være udryddet overalt. Det vil sige, at ingen længere skal leve for det, der i dag er den internationale fattigdomsgrænse: 1,90 dollar (knap 13 kroner) om dagen.

Men fattigdom er andet end ekstrem fattigdom. Det er også at have så få penge, at man langtfra har de samme økonomiske muligheder og levevilkår som de fleste andre i befolkningen, så man har svært ved at deltage i samfundet på lige fod med dem.

Den form for fattigdom, som kaldes relativ fattigdom, varierer fra land til land, og selv om ingen i Danmark lever i ekstrem fattigdom, er der ifølge tal fra Danmarks Statistik omkring 250.000 mennesker her i landet, som kan kaldes relativt fattige. I det tal er studerende ikke regnet med, for de har selv valgt nogle år med lave indkomster for at få en uddannelse og dermed en mulighed for gode indkomster senere.

Den form for fattigdom skal i 2030 mindst være halveret i alle lande og altså også i Danmark.

Globalt gælder det, at der er flere fattige kvinder end fattige mænd. I 2030 skal kvinder og mænd have lige rettigheder til de økonomiske ressourcer – fx løn, jord, arv, pension og formue – og til basale serviceydelser som sundhed, sikkerhed, vand og elektricitet.

Alle skal også have lige adgang til nye teknologier og til at kunne bruge fx banker.

Og de fattige og udsatte skal være dækket af sociale sikkerhedsordninger, som kan hjælpe dem til at håndtere økonomiske, sociale og miljømæssige kriser og katastrofer.