MÅL 15: LIVET PÅ LAND

Det skal vi have nået i 2030: Alle naturens økosystemer på land og i ferskvand skal være bevaret og genoprettet, og når vi bruger dem, skal vi bruge dem på en måde, så de ikke ødelægges.

Globalt set er det et voldsomt problem, at vi mister skov hvert år. Selv om der nogle steder nu kommer mere skov, overstiger den samlede træhugst fremgangen.

Det største problem for naturen i Danmark er mangel på plads. Vi bruger det meste af pladsen til at dyrke korn og træer på vores betingelser – ikke naturens.

Skove, der har fået lov at passe sig selv, myldrer med liv. Der er rådne, gamle træer, hvor fugle og små pattedyr kan lave huller til reder, og hvor der er masser af insekter, de kan spise. Der er fyldt med svampe og mosser. Store, græssende dyr sørger for, at der er lysninger med sol og luft til blomster og urter og andre arter end i den tætte skov.

To tredjedele af alle Danmarks arter er knyttet til den type gammel, urørt skov, men da næsten alle vores skove er plantager, hvor træerne dyrkes i rækker og geled og fældes, før de bliver gamle, går det tilbage for mange af arterne. Danmarks taber samlet set stadig biodiversitet – variationen og mylderet af arter – selv om der også sker fremskridt, for eksempel er mange tidligere truede fugle vendt tilbage.

Tabet i biodiversiteten skal være standset i 2030. Omgående og væsentlig handling vil overalt på jorden have sikret, at der er færre arter, som er truet af udryddelse.

Ligeledes vil der være stærk global støtte til kampen mod krybskytteri og ulovlig handel med beskyttede arter.