09: INDUSTRI, INNOVATION OG INFRASTRUKTUR

Det skal vi have nået i 2030: I 2030 skal vores evne til forske, opfinde og bruge nye teknologier sikre, at vi kan komme hurtigt, stabilt og effektivt i kontakt med hinanden, hvad enten det er ved at bruge veje, jernbaner, luftfart, internettet, skibstrafik eller andre former for infrastruktur.

Vi har selv skabt hovedparten af vores store problemer, men det betyder, at vi også har nøglen til at løse dem. Det er både vores menneskelige trivsel og vores økonomiske udvikling, som er afhængig af, at vi kan møde hinanden, tale sammen, handle, rejse og udveksle ideer og viden.

Internettet kan vi i Danmark tage som en selvfølge, og 99 procent af alle børn og unge har mulighed for at bruge internettet derhjemme. Derfor kan det være let at glemme, hvor meget det betyder i det daglige, men store dele af den fattigste del af verdens befolkning har ikke internet og har ikke råd til det. I Afrika er det kun hver femte, der har adgang til internettet. Det er især piger og kvinder, som ikke har adgang, og ofte har de heller ikke deres egen mobiltelefon og derfor ikke udnytte de mange fordele, der er i at kunne være online.

Det bremser samtidig muligheden for at være med til at bidrage med nye ideer og opfindelser og at lære af andre. Derfor skal alle, også mennesker i de fattigste lande, kunne bruge internettet i 2030. Vi skal have mere forskning, små og mellemstore virksomheder i hele verden skal kunne låne, så de kan investere i nye og bedre teknologier og løsninger, og industrien skal overalt være blevet bedre til at producere uden at slide på Jordens ressourcer.